Når dansetræneren træner andre dansetrænere!

Når dansetræneren træner andre dansetrænere!

I weekenden blev et af Dansk Sportsdanserforbunds Trænermoduler gennemført i Århus.
Et hold på ca. 15 træner-aspiranter er igennem et længere uddannelsesforløb, der ender med en eksamen og et træner-diplom.
Frank var inviteret til at undervise i danseteknik og kommunikation med særligt fokus på hvordan og hvornår, man som træner kommunikerer med sine elever. Der blev bl.a. zoomet ind på, hvordan man som træner bedst formidler kompleks og avanceret danseteori fra teknikbøgerne til elever på forskellige niveauer og med forskellige kompetencer.
Det teoretiske grundlag omfattede 10 danseteknikbøger samt Team Danmarks ATK-bog “Aldersrelateret Træning – Sportdans”.
“Jeg er passioneret omkring dét at udvikle mennesker, og jeg tror, kommunikation er helt centralt i det arbejde”, siger Frank der til dagligt arbejder med lederudvikling og som i ATK-bogen bl.a. har skrevet om brugen af kommunikationsværktøjer som feedback, dialog, Active Inquiry og Appreciative Inquiry.
“At kunne jonglere med brugen af forskellige kommunikationsteknikker er afgørende for evnen til at udvikle menneske, uanset om målgruppen er erhvervsledere eller dansetrænere”, siger Frank der nød at være med til at udvikle de kommende dansetrænere.
Både Frank og Susanne er cand.merc. fra Institut for Ledelse ved Århus Universitet og skrev bl.a. hovedopgave om kommunikation, herunder deres målrettede arbejde med Appreciative Inquiry som værktøj til både selvudvikling og udvikling af andre mennesker. De har lavet masser af lederudviklingsaktiviteter og interventioner i både private og offentlige virksomheder, typisk med en stærk parallel til de erfaringer de har gjort sig med kommunikation i dansemiljøet.